
Det er forskelligt, hvordan undervisningen er sat op på de forskellige musikskoler rundt om i landet, men her er en grov skitse over, hvornår man typisk kan forvente, at barnet kan begynde at spille de forskellige musikinstrumenter, der findes.
0-5 år
Børn kan i princippet begynde at spille lige så tidligt, de har lyst, fysik og motorik til det. I hjemmet kan man introducere dem for slaginstrumenter (trommer, xylofoner, klokkespil m.v.) og alle slags rytmeinstrumenter, som man ryster og rasler med. Grov- og finmotorikken er ret tidligt så godt på plads, at de kan have glæde af den slags instrumenter længe før, de begynder at spille musik i en undervisningssammenhæng, hvor man begynder at indordne sig efter rytmer, puls, teknik osv.
Musikskoler og aftenskoler har hold-undervisning for de mindste børn i musik med rytmik, dans, bevægelse og sang på programmet. De begynder helt fra 0 år og op til skolealderen inddelt i forskellige aldersgrupper. I nogle sogne kan man også gå til babysalmesang med de helt små fra 0-1 år – se vores oversigt her.
4-8 år
Fra ca. 4-årsalderen kan man begynde at introducere blæse-, strenge- og tangentinstrumenter. Især violin, klaver og messing (trompet, trombone m.v.) er velegnede til de mindste. Nogle steder begynder man på det, man kalder suzuki-violin eller -klaver, som er en tilgang til undervisningen, hvor man ikke spiller efter noder, men efter gehør og hukommelse. På den måde lærer de små elever musikken med kroppen i stedet for at skulle lære at læse noder først/samtidig. Små børn lærer med kroppen, og på den måde giver det rigtig god mening, at tage udgangspunkt i den måde, de i forvejen tilegner sig nye færdigheder.
Holdundervisning er stadig dominerende for førskoleeleverne og elever i de mindste klasser. Det kan være blæserhold, guitarhold, violinhold, sanghold osv.
3. klasse
Soloundervisning begynder typisk fra 3. klasse – i nogle tilfælde fra 2. klasse (spørg på musikskolen). Når man er nået denne alder, er der næsten ingen grænser for, hvad man kan begynde at spille. De fleste instrumenter findes i små udgaver, så man kan begynde på en lille stryger (violin, cello, kontrabas m.v.), guitar, tværfløjte (evt. med bøjet mundstykke), sopranblokfløjte osv. Spørg jeres nærmeste musikskole, hvilke instrumenter de udbyder undervisning i.
Aldersoversigt
Hvornår kan mit barn spille …
violin: ca. 4-5 år
klaver: ca. 4-8 år
guitar (elektrisk og akustisk): ca. 4-8 år
trompet, cornet og trombone: ca. 4-8 år
cello: ca. 6 år
blokfløjte: ca. 7 år
tværfløjte: ca. 8 år
banjo og ukulele: ca. 8 år
bratsch: ca. 8 år
elbas: ca. 8 år
harmonika og accordeon: ca. 8 år
keyboard/synthesizer: ca. 8 år
trommer: ca. 8 år
harpe: ca. 9 år
saxofon: ca. 10 år
orgel: ca. 11 år (kræver forudgående kendskab til klaver)
kontrabas: ca. 12 år
sang: ca. 13 år
Når et barn er interesseret i at spille et instrument, kan det være en god idé at introducere dem for forskellige instrumenter og give dem mulighed for at udforske dem. Nogle børn kan vælge at starte tidligt og andre måske senere i livet, når de er mere modne og klar til at tage det mere seriøst.
Det er også vigtigt at finde en lærer eller musikskole, der er specialiseret i at undervise børn i en passende alder og niveau. Børn i en tidlig alder kan drage fordel af undervisning, der er tilpasset deres udviklingsniveau, og som lægger vægt på at lære grundlæggende musikteori og teknik på en sjov og interaktiv måde.
Endelig er det vigtigt at huske, at læring af et instrument er en langsigtet proces, der kræver tid, tålmodighed og dedikation. For nogle børn kan det tage måneder eller endda år at lære at spille et instrument på et acceptabelt niveau. Det er derfor vigtigt at støtte og opmuntre barnet til at fortsætte med at lære og udvikle deres musiske færdigheder, uanset hvor langsomt eller hurtigt de lærer.

